DEBATINDLÆG AF NIKOLAJ VESSELBO (Politiken d.22.08.2025)
Undersøgende journalist
Skolebestyrelser vil have forældre til at skrive under på regler for børns skærmbrug. Men det er slet ikke folkeskolens opgave at lave forbud om noget som helst i elevernes fritid. Det er forældrenes ansvar.
Far: En højtråbende forældremafia får lov at beslutte, hvad lille Bertram eller Alma må beskæftige sig med uden for skoletiden.
Som forældre til børn i folkeskolen skal man efterhånden have en advokat, når skolebestyrelsen vil have én til at underskrive en ny ’frivillig’ kontrakt om alverdens forbud om alkohol til private fester eller brugen af sociale medier i dagligstuen
Det er ganske vist frivilligt at skrive under på de skriftlige kontrakter, som i disse år vinder frem på folkeskoler over hele landet, men er det rimeligt, at en lille gruppe moraliserende forældre og lærere forsøger at bestemme, hvad andres børn og deres familier må og ikke må – ikke bare i skoletiden, men også hjemme i privaten?
Svaret er selvfølgelig nej. Det er dybt grænseoverskridende og kan presse forældre til at skrive under på noget, der slet ikke er til gavn for deres børns trivsel. For hvem tør udfordre fællesskabet og den gode stemning og smide de hjemmelavede moralske kontrakter i skraldespanden?
Som frihedselskende far til to store drenge, der lige har været hele møllen igennem fra 0.-9. klasse, kender jeg dynamikken alt for godt, når et nyt dekret fra klubben af formynderiske forældre bliver sendt ud.
Jeg fik næsten kaffen galt i halsen, da jeg for nylig på P4 København hørte et medlem af skolebestyrelsen på Dansborgskolen i Hvidovre reklamere for en ny forældrekontrakt, som forbyder alle SoMe-medier for skolens elever helt op til 8. klasse – også i fritiden.
Det er ikke bare naivt at tro, at de enkelte familier kan håndhæve et så indgribende forbud over for deres små poder, det er også forkert at presse forældre til at skrive under på så vidtgående restriktioner, som gælder børnene uden for skoletid.
Argumentet fra talsmanden i skolebestyrelsen er, at de jo allerede blander sig i alt andet, lige fra alkoholpolitik til fødselsdagsfester, så hvorfor ikke også blande sig i folks medievaner hjemme i stuen?
“Det minder mig lidt for meget om DDR-regimets metoder for mange år siden.”
Personligt har jeg ikke haft behov for en skolebestyrelse i varetagelsen af opdragelsen af mine børn. Jeg har ikke haft brug for, at den skulle sætte regler op for mine børn og vores liv. Det minder mig lidt for meget om DDR-regimets metoder for mange år siden.
Det er muligt, at forslaget er velmenende og vil beskytte børnene mod overforbrug af sociale medier. Men det er slet ikke folkeskolens opgave at lave forbud om noget som helst for eleverne i deres fritid. Det er derimod forældrenes ansvar.
Hvad bliver det næste? Hvornår kommer der et forbud mod fredagsslik for de små, når de ser ’Disney Sjov’? Man kunne så blot tilføje et afsnit mere i kontrakten om det næsten uundgåelige alkoholforbud til private fester, som kommer, når eleverne bliver lidt ældre.
Jeg husker et skørt eksempel helt tilbage til mine drenges børnehavetid, hvor en lille gruppe forældre var helt besat af sukkerpolitik og ville have alle os andre til at forbyde alt sukker i madpakker og til fødselsdage. De snakkede så meget om deres angst for sukker til forældremøderne, at vi aldrig kom til punktet trivsel på dagsordenen.
Og så tilbage til min egen erfaring som forælder i folkeskolen, og hvad man kan komme ud for, hvis man ikke er enig med den lille højtråbende forældremafia.
Flere forældre var faktisk allerede ved at falde i søvn til forældremødet i 2.a en kold og mørk aften, da vi kom til punktet »fælles fødselsdagsfester«. Her blev det foreslået af en enkelt meget insisterende far, som tydeligt var vant til at bestemme på sin arbejdsplads, at gøre fødselsdagsordningen obligatorisk. Altså, at man under tvang skulle holde fødselsdage sammen med de andre elever fra klassen, som var født i samme måned.
Jeg sagde stille og roligt, at vi hjemme hos os meget gerne selv vil bestemme, hvordan fødselsdage bliver afholdt, ligesom vi også selv vil bestemme, hvem vi inviterer juleaften. Og det faldt bestemt ikke i god jord i den anden ende af klasselokalet.
Med trusler om, at min søn vil blive ekskluderet fra alle fødselsdage i klassen, hvis jeg ikke stemte for forslaget, blev der arrangeret en hurtig afstemning. De fleste forældre gad ikke rigtig blande sig i den principielle debat. De var måske også lidt nervøse for at ende med en fødselsdagseksklusion som mig.
Forslaget blev derfor vedtaget uden min stemme, for hvem havde lyst til mere ballade en kold mandag aften.
På vej ud af skolegården kom flere af de trætte forældre hen og klappede mig på skulderen og sagde, at de da også var dødtrætte af de her fælles fødselsdagsfester. Alligevel stemte de for forslaget, måske de bare gerne ville hjem og spise aftensmad.
Og sådan tror jeg desværre, mange beslutninger bliver taget til forældremøder i Danmark. Og nu gælder det så også, hvad lille Bertram eller Alma må beskæftige sig med uden for skoletid.
Min egen søn blev på trods af sin »rebelske« far inviteret med til de andres fødselsdagsfester.
